Sætningsopbygning

Du er tankeprikkerne

i morgenens første sætning

Du er punktummet

når dagen slutter

Du er en flerleddet sætning

der starter med et "Men"

Du er det

jeg læser mellem linierne

Og den evige tankestreg 

i dagens gøremål

Udregninger

Ingen bekvemt løsbare ligninger

Ingen fredfyldte ubekendte

x'er og y'er at udregne

Evidens kan ikke beregnes

Når tommestokken ikke måler i tommer

Men i hændelser

Intet er ligefrem proportionalt

eller ligefrem omvendt proportionalt

med tvivl.

Lys kan måles i lux

Men intet kan måle

Stilheden i mørket

Eller mørket i stilheden

Eller hvor dybt solens stråler

Trænger ind i et åndedrag

Udbrud

Vibrerende
Gemmer båndet sig 
I levet liv
Under geologiske lag
Af tavshed og brud

Ulmende
Under forstenet uskyld
Findes gløder
Fra den første begyndelse
Da alt var nyt

Aftryk

I mig findes et aftryk

Et flimrende kalejdoskop

Af kroppens erindringer

Af lys og skygge

Ordene finder langsomt

Nøgne billeder

Hudløse sætninger

Blottede kendsgerninger

Du er i tavsheden

Og når bladet vendes

I tidens uendelighed

Der findes ikke slutninger

Klangbund

En brast tone giver ekko
En gentagelse fortoner sig
Og kendes igen
I den næste brudte tone

Stilheden mættes
Af simrende sansninger
Som efterklange af 
Tabte erindringer

I mørke er alle toner blå

Gentagelse

Stikker hånden i flammen
Og brændes
Stikker hånden i flammen 
Og bliver brændt igen
Stikker hånden i flammen
I forventning

Brændt barn 
Skyer ikke ild
Men genskaber flammen 
Om og om igen

Næres af 
En velkendt smerte
På én gang 
Fortrolig og foruroligende

Frygt

Drøm kaster lys over 

Slumrende ønsker

Efterfulgt af 

Kaskader af mørke

Når de slår revner

Bobler af uforløst liv

kun levet på indersiden

Stiger op og brister

For blot at afsløre

Luftkasteller af ingenting

Før nutid

Jeg har kendt dig før
Før blomsten sprang ud
Og alt blev nyt

Jeg har kendt dig før
Da frugt faldt fra træet
Og rosen drog sit suk

Jeg kender dig
Fra øde øer
I hukommelsens dybeste lag

Jeg genkender dig
I glemte erindringer
Fra tidernes morgen

Møde

To stærke sjæle

I et møde

Sært velkendt

og dog fremmed

Tavshed mættes af

En duft

En hånd

Et suk

og bliver til stilhed

Uden ord

Fremmed

Og sært velkendt

Valmuens indre

Ladet med lys og skygge

I fremmed have

I lag

Lyde befinder sig 
I flere lag
En fjern udrykning
Med fugle i forgrunden

Bevæger sig igennem
Lag for lag
Tætttere , fjernere
Ud og ind af bevidstheden

Blander sig snart med
Sansning af en brise
Og blades raslen
Helt tæt på

Hvor tanker træder ud af kraft
Og længslen sættes i parantes
Blot for en stund
Dér findes Nu